Udviklingen i den udpinte nation er eksploderet, siden diktaturet faldt, og landet for to år siden trådte ind i EU. De største byer er nu på omgangshøjde med søstrene i Vesteuropa, men i provinsen ager man endnu med stude

Bukarest International Airport ser alt andet end østeuropæisk ud, og langs den 17 kilometers vejstrækning ind til centrum er der hektisk aktivitet på byggepladserne mellem nye industrier, kontorer og indkøbscentre. Der ses kun enkelte skramlekasser blandt bilerne på vejen – et lovende tegn.

I udkanten af byen giver den massive biltrafik ufrivillig anledning til at betragte pragtvillaerne i ambassadekvarteret, der begynder lige efter den store triumfbue, som er en kopi af originalen i den franske hovedstad. Triumfbuen og de store boulevarder udlagt i et stjernemønster gav for hundrede år siden Bukarest tilnavnet Balkans Paris, men glansen og glamouren har siden sidste verdenskrig brød ud været sørgeligt afpillet, ligesom jordskælv i både 1940 og 1977 bidrog til ødelæggelserne. De mange smukke bygninger, der ved alle tre lejligheder sank i grus, blev i efterkrigsårene under præsident Ceausescu erstattet af charmeforladte byggeklodser i beton.

I dag er Bukarest med to millioner indbyggere igen en pulserende metropol – en fascinerende blanding af monumental, kommunistisk arkitektur og nyklassiske bygninger fra slutningen af 1800-tallet.

Internationale navne som McDonald’s, Benetton, LG og mange andre samt en håndfuld af de store hotelkæder er for længst flyttet ind, og smarte forretninger, kuriøse butikker såvel som gode restauranter, trendy caféer, kunstgallerier og velklædte mennesker er standardbilledet som i enhver vesteuropæisk storby. Vejen fra lufthavnen fortsætter i den indre by med forretningsgaden, Calea Victoriei, der krydser over Revolutionspladsen med bygningen for den tidligere Centralkomite for Kommunistpartiet, hvor dramatiske begivenheder i Julen ’89 førte til folkeoprøret mod styret og hen-

Den historiske bykerne er gennemrenoveret med nye brolægninger og fremtræder mere indbydende end mange andre østeuropæiske hovedstæder, ligesom der er pladser, torve, parker og en botanisk have, der i størrelse matcher New Yorks Central Park. Selvom byen synes luftig og grøn, kommer man ikke udenom statistikken, der placerer Bukarest som Europas tættest befolkede hovedstad – 8000 indbyggere pr. kvadratkilometer – hvilket er ti gange så tæt som Paris. Også infrastrukturen lader meget tilbage at ønske, for rumænerne har fået råd til at købe biler, og den kørende trafik låses i myldretiderne uhjælpeligt fast.

Det er som turist ikke vanskeligt at begå sig. Forretningssproget i Rumænien er engelsk, ligesom de fleste unge i butikker og på gaden taler glimrende engelsk. Rumænerne er per definition – uden at generalisere – flittige, stolte og imødekommende, og det er vigtigt for dem, at man forstår, at de er et folk af latinsk afstamning – ikke slavisk som bulgarerne. Som i andre europæiske storbyer kan man møde forhutlede mennesker og her også tiggende gadebørn, der i mange tilfælde er romaer (sigøjnere), men de udgør ikke det store problem – de holder især til i området omkring togstationen Gare de Nord. Hvad angår taxikørsel bør man holde sig til de officielle og afvise kørselstilbud fra ”uafhængige” taxiselskaber, der har ry for at tørre turisterne grundigt. Det er altid en god ide at aftale pris på forhånd.

Bukarest har et væld af gode spisesteder, men vil man have vidunderlig atmosfære oven i oplevelsen, så spis på Caru cu Bere på Stavropoleos Street 5, der er en stor og 130 år gammel ølstue med indre svalegange og et serveringspersonale klædt i charmerende folkedragter. Her spises godt og typisk rumænsk fra et omfangsrigt menukort, der blandt andet byder på bjørne-steaks, grillede lammepøl - ser og plescoi - stærkt krydrede pølser, der skal nydes til husets egen fadøl, som også fås i literkrus. Om aftenen underholdes der i kælderetagen med traditionel sigøjnermusik. Shopping kan gøres til priser noget under de danske, og vil man i den forbindelse undgå at slide fodsålerne tynde, så find det store varehus Unirea – et eldorado for "shopaholics". Stedet er plastret ind i kæmpemæssige billboards i det trafikerede kryds på Piata Unirii (Unionspladsen), som er anlagt ovenpå en rørlagt sektion af den mudrede Dambovita-flod. Byens største hotel er nye Radisson SAS, der åbnede i juli sidste år, men hvis ønskerne går i retning af et mindre hotel med større personlighed, er VoloSuites i en charmerende hjørneejendom med tolv suiter og seks penthouselejligheder samt en trendy café et rigtig godt valg. Adressen er Schitu Magureanu nummer 6.

Bukarest er på mange måder interessant, men man kan ikke påstå, at byen svømmer over af seværdigheder. Det skal i givet fald være frilandsmuseet ved Herastrau-søen i den nordlige ende af byen, hvor man har samlet ikke færre end 272 bygninger fra hele landet. Ikke langt derfra ligger Bondemuseet, hvis bygning blandt andet indeholder en lille transsylvansk trækirke og en kælder med buster af Stalin, Lenin og Ceausescu og med bitre henvisninger til kommuniststyrets udpining af landbefolkningen. Bag museet er en velassorteret boghandel og butik med rumænske håndarbejder, og vil man indkredse det ældste af Bukarest, så find i den centrale bydel ruinen af Old Princely Court, der blev bygget i 1500-tallet af Vlad Tepes – bedre kendt som Grev Dracula.

Man kan mene meget modbydeligt om Nicolae Ceausescu og hans magtbegærlige hustru, og man kommer bogstaveligt talt heller ikke uden om præsidentparrets storhedsvanvittige byggeprojekt, Parlamentet, der også kendes som Folkets Palads, og som i dag er Bukarests turistattraktion nummer ét. Det monstrøse bygningsværk, der med et grundplan på 365.000 kvadratmeter er verdens næststørste administrationsbygning (efter Pentagon) og i rumfang verdens tredjestørste (efter Cape Canaveral og Keopspyramiden), krævede, da arbejdet blev påbegyndt i 1984, at en sjettedel af Bukarest blev jævnet med jorden og 40.000 indbyggere blev tvangsflyttet. Ved præsidentparrets fald i 1989 var endnu kun tre fjerdedele af projektet fuldført, og nu, tyve år senere, er man 95 procent færdige i forhold til de oprindelige planer. Økonomer anslår, at byggeprisen nærmer sig 25 milliarder kroner – en pris, landets fattige befolkning betalte med til gengæld stor mangel på mad, mangel på medicin og mangel på omsorg for børn, syge og gamle.

At et diktatorisk regime kunne pine en 22 millioner stor befolkning så langt ud, skyldes ikke mindst militæret og det frygtede sikkerhedspoliti, Securitate – to statsinstanser, der i opgørets time valgte folkets side – mod magthaverne. Hver halve time kan besøgende komme på rundvisning i bare fire procent af Parlamentsbygningens 1.100 lokaler – en oplevelse, der varer 45 minutter, og som blandt andet afslører krystallysekroner på 2,5 tons, en festsal på 3000 kvadratmeter med et gulvtæppe, der er så stort, at det måtte væves på stedet, to marmortrapper, som måtte bygges om fem gange, før præsidentparret var tilfreds, og endelig to store nicher hvor statuer af Elena og Nicolae Ceausescu efter planen skulle stå til evig beundring og respekt. Sådan kom det retfærdigvis ikke til at gå. I dag huser en lille del af den gigantiske bygning landets parlament og en række regeringskontorer, højesteret og et internationalt konferencecenter, hvor – meget ironisk – NATO’s største topmøde nogensinde blev afholdt i april 2008.

Det charmerende slot i Bran, har ikke det fjerneste med romanvampyren at gøre, men byens souvenirbutikker og boder forstår på bedste vis at udnytte forvekslingen.

Man bør ikke begrænse sit besøg til Bukarest, for byen er omgivet af et naturskønt land, der mest strækker sig mod nord og er omgivet af nabolandene Bulgarien, Serbien, Ungarn, Ukraine og Moldova, mens man mod øst har adgang til Sortehavet. Groft skitseret gennemskæres Rumænien af bjergkæden Karpaterne, der danner et stort, spejlvendt L og udgør en naturlig grænse mellem provinserne Wallachia, Transsylvanien og Moldavien.

Vil man se hele Rumænien, kan man roligt afsætte en tre ugers ferie, hvorimod man med en del kørsel i fire lange dage kan påstå, at man har set det bedste. Alle de kendte biludlejningsmærker holder til i den internationale lufthavn nord for Bukarest, og er man først nået dertil, har man allerede lagt størsteparten af storbyens 800.000 irriterende biler bag sig – vi skal nemlig køre ad hovedvej 1 i nordlig retning mod Ploiesti, men destinationen er perlen Sinaia i forbjergene til Karpaterne. Sinaia er indbegrebet af en ferieby med pragtvillaer, pensionater, hoteller og et gammelt kloster, men største seværdighed er den kongelige ferieresidens, Peles-slottet, og det mindre naboslot, Pelisor. Slottene er kun 125 år gamle og i tysk nyrenæssance-stil med et interiør af venetianske møbler, Tiffany-lamper, lædertapetserede vægge, krystallysestager af Murano-glas, det fineste porcelæn og skulpturer af ibenholt og elfenben. Slottene er sande overflødighedshorn i en kategori, man nærmest må betegne som "for meget", men de er besøget værd.

Fra Sinaia fortsætter vi gennem Prahovadalen mod nordvest og ind i Transsylvanien til den lille by, Bran og slottet af samme navn, som fejlagtigt forbindes med den fiktive Grev Dracula i den verdensberømte gyserroman af Bram Stoker. Det charmerende slot har ikke det fjerneste med romanvampyren at gøre, men souvenirbutikker og boder i Bran forstår på bedste vis at udnytte forvekslingen. Slottet, der er bygget i slutningen af 1300-tallet til beskyttelse af den nærliggende by, Brasov, er åbent for offentligheden, og det er alt andet end dystert – snarere charmerende og en god oplevelse at se, men det er takket være gyserforfatteren også et turistificeret tilløbsstykke.

Fra Bran er der 20 kilometer til Brasov – én af syv store, saksiske byer i Transsylvanien, hvilket bringer os til endnu en misforståelse, for byerne er indiskutabelt grundlagt af tyskere, men de kom ikke fra delstaten Sachsen.

Brasov, der også lyder det tyske navn, Kronstadt, er en by med en smuk beliggenhed inderst i en dal, og vartegnet for den engang befæstede by er den store centrale, grå kolos, "Den Sorte Kirke", som har fået farven og tilnavnet efter en brand i 1689. Resten af byen med det store torv og de smukke huse er ren og pæn og med et umiskendeligt tysk præg. Vil man overnatte godt i Brasov, så find det firestjernede Hotel Ambient med den smarte facade i stål og glas på adressen Iuliu Maniu Boulevard 27 nogle få minutters gang fra centrum.

Fra Brasov fortsætter turen nordpå gennem bjergkæden Karpaterne, der er en perlerække af Kodak-motiver i den sene eftermiddagssol, med et ultrakort stop ved Lacu Rosu, Den Røde Sø, og en eventyrlig vejstrækning gennem det smalle bjergpas ved Bicaz.

Det er sent, da vi kommer ud øst for bjergene og kører ind i provinsen Moldavien til byen Gura Humorului. Navnet betyder Smilets By, og den er et godt udgangspunkt for at se de malede klostre i Bucovina. Efter middag og overnatning med kongelig behandling på La Roata Guesthouse (bed & breakfast) går turen den følgende dag rundt til fire UNESCOlistede klostre, der er berømte for sine dekorerede ydermure. De græsk ortodokse klosterkirker, der er opført i 1500- og 1600-tallene, er udvendigt bemalede med en overflod af bibelske motiver fra Jesu liv over helgener og profeter til engle og dæmoner, Dommedag, Paradis og skærsild. Ligeså forunderligt er det, at de primitive farvepigmenter i det store og hele har modstået 500 års naturlig nedslidning fra vind og vejr.

I størrelsesrækkefølge besøger vi de fire vigtigste klosterkirker: Humor, Voronet, Moldovita og Sucevita, der alle er stærkt forskansede mod den daværende trussel fra invaderende, muslimske osmannere (fra nutidens Tyrkiet).

Den følgende dag krydser vi igen Karpaterne og entrer igen Transsylvanien i retning syd mod Sighisoara, og de skiftende udsigter over grønne, rullende bjerge med landsbyer og kirketårne i dalene keder aldrig. I de tilbagestående landsbyer langs vejen er hestevogne et almindeligt syn, og selv om det ser hyggeligt ud for en turist, er det et tydeligt tegn på, at landdistrikterne har vanskeligt ved at rejse sig efter mange års statsekspropriation af afgrøderne. En del private boligstande langs vejene forsøger sig med pensionat eller såkaldt agroturisme, hvor man efter forudgående aftale og for et rørende beløb kan mæske sig i en næsten endeløs række af hjemmelavede, veltilberedte egnsretter. Det er som regel en berigende og menneskevarm oplevelse, der kun kan anbefales.

Sighisoara er en velbevaret og besøgsværdig tidslomme, og vil man have et smagfuldt sted at bo, findes det femstjernede boutiquehotel Fronius i en gennemrenoveret ejendom fra 1609 ikke bedre.

Sighisoara er som de malede klostre også på UNESCO’s liste over globale, bevaringsværdige steder, og byen er som Brasov også af tysk oprindelse. Den gamle, befæstede middelalderby med vagttårne og toppede brosten emmer i den tågede skumring af eventyrlig atmosfære. Schassburg, som den hedder på sit eget tyske, er også fødebyen for Vlad Tepes, der fra 1456 til 1462 herskede over Wallachia- provinsen og var frygtet for sin bestialske henrettelsesmetode, der i sin grusomhed gik ud på at spidde sine fjender levende. Vlad Tepes betragtes i Rumænien som en dygtig krigsherre, og det er ikke uden blandede følelser, at rumænerne må se deres folkehelt ligge til grund for Bram Stokers fantasiskabte vampyrskikkelse. Sighisoara er en velbevaret og besøgsværdig tidslomme, og vil man have et smagfuldt sted at bo, findes det femstjernede boutiquehotel Fronius i en gennemrenoveret ejendom fra 1609 ikke bedre – adressen er Scolii nr. 13.

Sibiu, der er rejst på fundamentet af en gammel romersk landsby, Cibinium, havde i sin storhedstid en ringmur med 39 tårne og fire bastioner – en lille del af muren samt et par tårne står endnu.

Kejserens og Kronprinsens hotel

Sidste kulturstop på vejen tilbage til Bukarest er Sibiu med det tyske navn, Hermannstadt, som var den største og rigeste af de syv byer, der i det 12. århundrede blev opført af tyske nybyggere, kendt som transsylvanske saksere. Sibius velhavende, germanske fortid fornægter sig ikke, for de brolagte gågader er brede og prægtige, ligesom torvet, Piata Mare, er storslået. Byen, der er rejst på fundamentet af en gammel romersk landsby, Cibinium, havde i sin storhedstid en ringmur med 39 tårne og fire bastioner – en lille del af muren samt et par tårne står endnu. Sibiu var så sent som i 2007 udpeget til Europæisk Kulturhovedstad, og den gamle bydel fik til lejligheden pudset facaderne op.

Sibius mest centrale hotel hedder Hotel Imparatul Romanilor, Hotel Den Romerske Kejser, og har forunderligt nok kun tre stjerner, men dem er der til gengæld stil over, for interiøret er gennemført Louis den 14.-stil, og ejendommen har angiveligt været restaurant siden 1555(!) og hotel siden 1895. I sin mere end 200-årige hotelhistorie har mange prominente mennesker gæstet hotellet, deriblandt Franz Listz, Johann Strauss, Johannes Brahms, Sibiu, der er rejst på fundamentet af en gammel romersk landsby, Cibinium, havde i sin storhedstid en ringmur med 39 tårne og fire bastioner – en lille del af muren samt et par tårne står endnu. den østrigske kejser Joseph, Roman Herzog, Karl Carstens, britiske Prins Charles og sidst men ikke mindst vores Kronprins Frederik (i 2007).

Fra Sibiu til Bukarest er der tre-fire timers kørsel, hvoraf den sidste halvdel af strækningen er moderne motorvej – den ene af landets foreløbig to af slagsen – og det er næsten helt symbolsk: Rumænien nyder godt af systemskiftet og EU-medlemsskabet, men forhåbentlig breder udviklingen sig snart fra byerne og ud i resten af det store land. For den videbegærlige rejsende er her på alle måder masser at fordybe sig i.